3. SØNDAG I PÅSKEN

Der er Ordets liturgi kl. 16 lørdag den 13. april A.D.MMXXIV.

1. læsning ApG 3,13-15. 17-19

På den tid sagde Peter henvendt til folket: “Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede over for Pilatus, skønt han havde besluttet at løslade ham. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og krævede at få en morder benådet. Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde. Det er vi vidner om. Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere; men Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans salvede skulle lide. Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud.

Vekselsang Sl 4,2.4.7.9

R. Løft dit ansigts lys mod os, Herre!

eller:

Halleluja!

Svar mig, når jeg råber,
du min retfærdigheds Gud!
Du, som har befriet mig i trængsler,
vær mig nådig, og hør min bøn.

I skal vide, at Herren har vist sin underfulde troskab mod mig,
Herren hører, når jeg råber til ham.

Mange siger: Hvem lader os opleve lykke?
Løft dit ansigts lys mod os, Herre!

I fred kan jeg lægge mig og sove,
for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.

2. læsning 1 Joh 2,1-5a

Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: “Jeg kender ham,” men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.

Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 24,32

Halleluja!
Herre, åbn Skrifterne for os,
gør vore hjerter brændende i os,
mens du taler til os.

Evangelium Luk 24,35-48

På den tid fortalte disciplene, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt Jesus, da han brød brødet.

Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med jer!« De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: »Har I noget at spise her?« De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.

Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.«

2. SØNDAG I PÅSKEN. Guds Barmhjertigheds søndag

Der er Ordets Liturgi kl. 16 den 6. April A.D.MMXXIV.

1. læsning ApG 4,32-35
Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov.

Vekselsang Sl 118,2-4.13-15.22-24

R. Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.

eller:

Halleluja! Halleluja! Halleluja!

Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
Arons hus skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
De, der frygter Herren, skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

Jeg blev stødt ned og var ved at falde,
men Herren kom mig til hjælp.
Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.
Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.

Sekvens

De kristne lovprise påskelammet.
Lammet frelste fårene;
Kristus, den uskyldige,
forsonede synderne med Faderen.
Døden og livet stred en sælsom strid;
livets konge, der døde,
lever atter og hersker.
Sig os Maria, hvad så du på vejen?
Kristi, den levendes grav så jeg,
og den opstandnes herlighed.
Engle som vidner, svededug og lin.
Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

2. læsning 1 Joh 5,1-6

I elskede! Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham; og deraf ved vi, at vi elsker Guds børn: at vi elsker Gud og handler efter hans bud. For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?

Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden.

Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

Halleluja!
Herren siger:
“Du tror, fordi du har set mig.
Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Evangelium Joh 20,19-31

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: “Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: “Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

PÅSKEDAG. HERRENS OPSTANDELSE B

Der er Messe kl. 16 søndag den 31. Marts A.D.MMXXIV.

1. læsning ApG 10,34a. 37-43

Så tog Peter ordet og sagde: » I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.«

Vekselsang Sl 118,1-2.16ab-17.22-23

R. Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.
eller:

Halleluja! Halleluja! Halleluja!

Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!
Jeg skal ikke dø, men leve
og fortælle om Herrens gerninger.

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

2. læsning Kol 3,1-4 eller 1 Kor 5, 6b-8

Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.

Sekvens

De kristne lovprise påskelammet.
Lammet frelste fårene;
Kristus, den uskyldige,
forsonede synderne med Faderen.
Døden og livet stred en sælsom strid;
livets konge, der døde,
lever atter og hersker.
Sig os Maria, hvad så du på vejen?
Kristi, den levendes grav så jeg,
og den opstandnes herlighed.
Engle som vidner, svededug og lin.
Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

Akklamation til Evangeliet 1 Kor 5,7b-8a

Vort påskelam er slagtet, Kristus.
Lad os derfor fejre festen.

Evangelium Joh. 20,1-9 eller Mark 16,1-7 eller ved aftenmesse Luk 24,13-35

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.

–
–

2.Læsning 1 Kor 5,6b-8

Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.
–
–
–

Evangelium Mark 16,1-7

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.  Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.  Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«  Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor.  Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.  Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«
-Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.  Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.  Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«  Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor.  Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.  Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«
–

Luk. 24, 13 -35 (ved aftenmesse)

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus;   de talte med hinanden om alt det, som var sket.   Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem.   Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.  Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket   – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven,  men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever.   Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

 Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«   Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

  De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre.   Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem.  Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.  De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet,  som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«  Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

29. rød. LANGFREDAG

Langfredag
Helgener:
Faste og abstinensdag.
Kollekt for Det Hellige Land.

Der er Korsets hyldning kl. 15 fredag den 29. Marts A.D.MMXXIV.

1. læsning Es 52, 13 – 53,12

Se, min tjener får lykken med sig,
han knejser, han ophøjes og løftes højt.
Som mange gyste over ham
– så umenneskeligt ussel så han ud,
så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –
sådan hensætter han mange folk i forundring,
over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
og det, de ikke har hørt, indser det.

Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.
Fra fængsel og dom blev han taget bort.
Hvem tænkte på hans slægt,
da han blev revet bort fra de levendes land?
For mit folks synd blev han ramt.
Man gav ham grav blandt forbrydere
og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret,
der fandtes ikke svig i hans mund.

Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer,
ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder.

Derfor giver jeg ham del med de store,
med de mægtige deler han bytte,
fordi han hengav sit liv til døden
og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd
og trådte i stedet for syndere.

Vekselsang Sl 31,2&6.12-13.15-16.17&25

R. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!
I dine hænder betror jeg min ånd,
du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.

Jeg bliver spottet af alle mine fjender,
selv af mine naboer.
Mine venner er bange for mig,
de, der ser mig på gaden, flygter for mig.
Jeg er slettet af erindringen, som var jeg død,
jeg er blevet som et kar, der kastes bort.

Men jeg stoler på dig, Herre,
jeg siger: Du er min Gud.
Mit livsløb er i din hånd,
red mig fra mine fjender og forfølgere!

Lad dit ansigt lyse over din tjener,
frels mig i din trofasthed!
Vær stærke, fat mod,
alle I som venter på Herren!

2. læsning Hebr 4,14-16; 5,7-6

Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.

Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

Kristus blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne.

Evangelium Joh 18,1-19,42

E. VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSESHISTORIE IFØLGE EVANGELISTEN JOHANNES.

E. Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte:
†. »Hvem leder I efter?«
F. »Jesus fra Nazaret,«
E. svarede de. Han sagde til dem:
†. »Det er mig.«
E. Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem. Da Jesus sagde:
†. »Det er mig,«
E. veg de tilbage og faldt om på jorden. Han spurgte dem så igen:
†. »Hvem leder I efter?«
F. »Jesus fra Nazaret,«
E. svarede de. Jesus sagde til dem:
†. »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.«
E. For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.« Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter:
†. »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?«

E. Vagtstyrken og officeren og jødernes tempelvagter anholdt nu Jesus og bandt ham; de førte ham først til Annas, for han var svigerfar til Kajfas, der var ypperstepræst det år. Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket.

Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus, men Peter blev stående udenfor ved porten. Den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik ud og talte med pigen, der holdt vagt ved porten, og fik Peter med ind.Tjenestepigen, der holdt vagt ved porten, sagde til Peter: A. »Er du ikke også en af den mands disciple?«
A. »Nej, jeg er ikke,«
E. svarede han.Tjenerne og tempelvagterne havde tændt et bål af trækul, fordi det var koldt, og stod og varmede sig. Også Peter stod og varmede sig sammen med dem.

Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære.Jesus svarede ham:
†. »Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.«
E. Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham:
A. »Er det en måde at svare ypperstepræsten på?«
E.Jesus svarede:
†. »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«
E. Annas sendte ham så bundet til ypperstepræsten Kajfas.

I mens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham:
F. »Er du ikke også en af hans disciple?«
E. Han nægtede det og sagde:
A. »Nej, jeg er ikke.«
E. Så sagde en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af:
A. »Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?«
E. Atter nægtede Peter, og i det samme galede hanen.

De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid. Pilatus gik ud til dem og sagde:
A. »Hvilken anklage fremfører I mod denne mand?«
E. De svarede:
F. »Havde han ikke været forbryder, ville vi ikke have udleveret ham til dig.«
E. Pilatus sagde til dem:
A. »Så tag I ham og døm ham efter jeres lov.«
E. Jøderne sagde:
F. »Vi har ikke ret til at henrette nogen.«
E. For sådan skulle Jesu ord gå i opfyldelse, det ord, han sagde, da han betegnede, hvordan han skulle dø.

Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham:
A. »Er du jødernes konge?«
E. Jesus svarede:
†. »Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?«
E. Pilatus svarede:
A. »Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?«
E. Jesus svarede:
†. »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«
E. Pilatus sagde til ham:
A. »Så er du altså konge?«
E. Jesus svarede:
†. »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.«
E. Pilatus sagde til ham:
A. »Hvad er sandhed?«

E. Da han havde sagt det, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem:
A. »Jeg finder ham ikke skyldig. Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
E. De råbte tilbage:
F. »Ikke ham, men Barabbas!«
E. Barabbas var en røver.

Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham,stillede sig foran ham og sagde:
F. »Hil dig, jødernes konge!«
E. og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem:
A. »Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.«
E. Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem:
A. »Se, her er manden!«
E. Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de:
F. »Korsfæst ham, korsfæst ham!«
E. Pilatus sagde til dem:
A. »Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.«
E. Jøderne svarede:
F. »Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.«

E. Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange, og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus:
A. »Hvor er du fra?«
E. Men Jesus gav ham intet svar. Pilatus sagde så til ham:
A. »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?«
E. Jesus svarede ham:
†. »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.«
E.  Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne råbte:
F. »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.«

E. Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne:
A. »Her er jeres konge!«
F. Da råbte de:
E. »Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!«
E. Pilatus sagde til dem:
A. »Skal jeg korsfæste jeres konge?«
Ypperstepræsterne svarede:
F. »Vi har ingen anden konge end kejseren.«
E. Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet.

Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus:
F. »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.«
E. Pilatus svarede:
A. »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

E. Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden:
F. »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.«
E. For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse:
De delte mine klæder mellem sig,
de kastede lod om min klædning.
Det gjorde soldaterne altså.

Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor:
†. »Kvinde, dér er din søn.«
E. Derpå sagde han til disciplen:
†. »Dér er din mor.«
E. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han:
†. »Jeg tørster.«
E. Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han:
†. »Det er fuldbragt.«
E. Og han bøjede hovedet og opgav ånden.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

E. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned.Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.«Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.