Mose sagde til folket: “Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. v3  Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.

Glem ikke Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. det var jo ham, som lod dig vandre gennem den store og frygtelige ørken med slanger, øgler og skorpioner og med vandløse områder, hvor han lod vand strømme ud af flinteklippen for din skyld; det var ham, som gav dig manna at spise i ørkenen, noget dine fædre ikke havde kendt.”

VEKSELSANG Sl 147, 12-13. 14-15., 19-20

R. Jerusalem, lovsyng Herren!

Jerusalem, lovsyng Herren!
Lovpris din Gud, Zion!
For han har gjort dine portslåer stærke
og velsignet dine sønner i dig.

Han skaber fred i dit land
og mætter dig med hvedens fedme.
Han sender sit ord ud over jorden,
hurtigt løber hans befaling.

Han forkynder sit ord for Jakob,
sine love og bud for Israel.
Det har han ikke gjort for noget andet folk,
de kender ikke hans bud.

2.LÆSNING 1. Kor 10,16-17

Brødre og søstre. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit død, som gives til liv for verden.

SEKVENS (kan synges før 2.vekselsang)

Pris, o Sion, din Forsoner,
pris i glade jubeltoner
Ham, din Hyrde og din Drot.
Hvad du mægter, tør du vove,
aldrig kan du nok ham love,
mod hans vælde alt er småt.

Højt i dag det brød vi hylde,
som i sig har livets fylde
og for os er livsens brød,
det, som vi med tro bekender,
at de tolv af Jesu hænder
ved den sidste nadver nød.

Hjertet svulme højt af glæde,
sangen stige mod Guds sæde
i et tusindtunget kor;
thi den dag vi ihukomme,
da vor Frelser, os til fromme,
selv indstifted dette bord.

I den nye konges rige
må den gamle påske vige
for det nye påskelam:
Skyggen er for sandhed svundet,
natten endt, og dag oprundet,
alt er blevet nyt i ham.

Hvad hans venner så ham virke,
bød han, skulle i hans Kirke
ske til minde om hans død.
Efter Jesu egen lære
frelsens offer vi frembære
på vort alter: Vin og brød.

Kristen tro os vished giver:
Brødet til hans legem bliver,
vinen til hans hjerteblod.
Hvad forstand og sans ej nemme,
lærer troens trygge stemme,
al naturens skik imod.

Brød og vin er kun et dække,
og der skjuler sig bag begge
skikkelser en skat så stor.
Kød er spise, blod er drikke,
og dog splittes Kristus ikke,
helt bag hver en form han bor.

Ej han deles, når han nydes,
ej han mindskes, ej han brydes,
helt og udelt rækkes han.
Een og tusinde annamme,
een og tusind få det samme;
aldrig han fortæres kan.

Af de gode, af de onde
nydes han; dog ingenlunde
times dem de samme kår.
Liv det til de gode giver,
død det for de onde bliver,
skønt det samme brød de får.

Brydes brødet, ej du glemme:
Hvad det hele fik at gemme,
gemmes i hver enkelt del.
Væsensfylden kan ej svækkes;
tingen, der af tegnet dækkes,
liver lige fuld og hel.

Se Guds engles brød det skære,
føde for Guds sønner kære!
ej for hund det kastes skal.
Som et billed derpå agtes
lammet, der til påske slagtes,
ørknens rige mannafald.

Gode hyrde, Jesu søde,
kom os nådig hist i møde,
ind til livet da os led!
Du, hvis kød vi her tør æde,
giv os i din helgenkæde
arvelod til salighed!

AKKLAMATION TIL EVANGELIET Joh 6,51

Halleluja.
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen;
den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.

EVANGELIUM Joh 6,51-58

På den tid sagde Jesus til den jødiske folkeskare: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

Så kom jøderne i voldsom diskussion med hinanden og sagde: »Hvordan kan han give os sit kød at spise?« Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.«

Tidligt om morgenen gik Moses op på Sinajs bjerg, sådan som Herren havde befalet ham, og han tog de to stentavler med sig. Herren steg ned i skyen og stillede sig hos ham, og Moses påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.

Straks kastede Moses sig til jorden og sagde: “Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå med iblandt os, Herre, for nok er det et stivnakket folk, men du vil tilgive vor skyld og synd og beholde os som din ejendom.”

Vekselsang Dan 3, 52. 53. 54. 55. 56

R. Lovpriset og ophøjet i evighed.

Lovet være du, Herre, vor fædres Gud,
og priset og højt ophøjet i evighed.
Lovet være dit hellige og herlige navn,
højlovet og ophøjet i evighed.

Lovet være du i dit hellige og herlige tempel,
højt lovsunget og højt berømmet i evighed.

Lovet være du, som fra dit sæde over keruberne
skuer ned i verdensdybet,
priset og højt ophøjet i evighed.

Lovet være du på din kongetrone,
højt lovsunget og højt ophøjet i evighed.

Lovet være du deroppe over himmelhvælvingen,
lovsunget og æret i evighed.

2. læsning 2 Kor 13,11-13

Brødre og søstre! Glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer. Hils hinanden med helligt kys! Hilsen fra alle de hellige.

Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

Akklamation til Evangeliet jf. Åb 1,8

Halleluja! 
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Gud Herren, som er og som var og som kommer.

Evangelium Joh 3,16-18

På den tid sagde Jesus til Nikodemus: “Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

1.LÆSNING ApG 2,1-11

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«

VEKSELSANG Sl 104,1ab&24ac. 29bc&30. 31& 34

Udsend din Ånd og forny jordens skikkelse.

Min sjæl, pris Herren!
Herre, min Gud, du er stor!
Hvor er dine værker mange, Herre!
jorden er fuld af dit skaberværk.

Du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.

Herrens herlighed skal vare evigt,
Herren skal glæde sig over sine værker.
Gid mit digt må være ham til behag,
jeg har min glæde i Herren.

2.LÆSNING 1 Kor 12,3b-7. 12-13

Brødre og søstre. Ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden. Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

SEKVENS

Kom, Helligånd, udsend fra himlen dit lyses stråle.
Kom, de fattiges fader, kom, gavernes giver, kom, hjerternes lys.
Bedste Trøster, sjælens kære gæst, søde kølighed.
Hvile i arbejde, svale i hede, trøst i gråd.
O salige lys, opfyld ganske dine troendes hjerter.
Uden din guddom er mennesket intet, og intet uden fejl.
Tvæt det urene, læsk det tørre, læg det sårede.
Bøj det stridige, varm det kolde, led det vildfarende.
Giv dine troende, som stoler på dig, den hellige syvfoldsgave.
Giv dydens løn, giv frelsens udgang, giv evig glæde. Amen. Alleluja.

AKKLAMATION TIL EVANGELIET

Halleluja.
Kom, Helligånd, opfyld dine troendes hjerter;
og tænd kærlighedens ild i dem.

EVANGELIUM Joh 20,19-23

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt.

Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – “om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.” Mens de nu var sammen, spurgte de ham: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” Han svarede: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.”

Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem.

De sagde: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”

Vekselsang Sl 47, 2-3. 6-7. 8-9

R. Gud drager op under jubelråb,
Herren drager op til hornets klang.

eller:

Halleluja!

Alle folkeslag, klap i hænderne,
bryd ud i jubelråb for Gud!
For Herren, den Højeste, er frygtindgydende,
en mægtig konge over hele jorden.

Gud drager op under jubelråb,
Herren drager op til hornets klang.
Syng for Gud, syng!
Syng for vor konge, syng!

For Gud er hele jordens konge,
syng hyldestsang!
Gud er konge over folkene,
Gud sidder på sin hellige trone.

2. læsning Ef 1,17-23

Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle.

Akklamation til Evangeliet Matt 28,19-20

Halleluja!
Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, siger Herren;
Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Evangelium Matt 28,16-20

Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:  »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«