5. ALM. SØNDAG, 10.februar 2018

1. læsning Es 6,1-2a.3-8

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger.

De råbte til hinanden:

“Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
hele jorden er fuld af hans herlighed!”

Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.

Da sagde jeg:

“Ve mig, det er ude med mig,
for jeg er en mand med urene læber,
jeg bor i et folk med urene læber,
og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.”

Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde:

“Nu har dette rørt dine læber,
din skyld er fjernet, og din synd er sonet.”

Da hørte jeg Herren sige: “Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede: “Her er jeg, send mig!”

Vekselsang Sl 138,1-2a.2bc-3.4-5.7c-8bc

R. I englenes påhør lovsynger jeg dig.

Jeg takker dig af hele mit hjerte,
i guders påhør lovsynger jeg dig.
Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel.

Jeg priser dit navn
for du har gjort dit ord stort
Den dag jeg råbte, svarede du mig,
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
for de har hørt de ord, du talte.
Og de skal synge om Herrens veje,
for Herrens herlighed er stor;

Din højre hånd frelser mig;
Herren fører min sag igennem.
Herre, din trofasthed varer til evig tid,
opgiv ikke dine hænders værk!

2. læsning 1 Kor 15,1-11 eller 1 Kor 15,3-8.11

Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det, som I også har taget imod, som I også står i,  og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro.

 Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,  at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,  og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.  Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.  Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig;  for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.  Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig.  Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,19

Halleluja!
Jesus sagde til disciplene: “Kom og følg mig,
så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.”

Evangelium Luk 5,1-11

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Men Simon svarede: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.


Læsning 1 Kor 15,3-8.11

Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,  at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,  og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.  Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.  Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig. Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

Advertisements

HERRENS FREMSTILLING I TEMPLET (KYNDELMISSE), søndag d. 3. februar 2018

1. læsning Mal 3,1-4

Se, jeg sender min engel,
han skal bane vejen for mig.
Herren, som I søger,
kommer med ét til sit tempel,
pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
siger Hærskarers Herre.
Hvem kan udholde den dag, han kommer?
Hvem kan bestå, når han viser sig?
Han er som ilden i smelteovnen,
som den lud, man bruger til blegning.

Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år.

Nu kommer jeg til jer og holder dom,
jeg træder snart frem som vidne
mod troldmænd og horkarle,
mod dem, der sværger falsk,
mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,
og dem, der afviser den fremmede,
enken og den faderløse.
Men mig frygter de ikke,
siger Hærskarers Herre.

Vekselsang Sl 24,7.8.9.10

R. Herren, hærskarernes Herre han er ærens Konge!

Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.

Hvem er ærens konge?
Det er Herren, stærk og vældig,
Herren, vældig i krig.

Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.

Hvem er han, ærens konge?
Hærskarers Herre,
han er ærens konge!

2. læsning Hebr 2, 14-18

Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.

Akklamation til Evangeliet Luk 2,32

Halleluja!
Et lys, som skal åbenbares for hedningerne,
og en herlighed for dit folk, Israel.

Evangelium Luk 2,22-40 eller 2,22-32

Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.*

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

ANSGAR, bispedømmet Københavns værnehelgen, søndag d.27.1., 2019

1. læsning Es 52,7-10

Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin
hen over bjergene!
Han forkynder fred,
han bringer godt budskab
og forkynder frelse.
Han siger til Zion:
“Din Gud er konge.”
Hør, dine vægtere løfter røsten,
de jubler i kor,
for med egne øjne ser de
Herren vende hjem til Zion.
Bryd ud i jublende kor,
Jerusalems ruiner!
For Herren trøster sit folk,
han har løskøbt Jerusalem.
Herren har blottet sin hellige arm
for øjnene af alle folkene,
hele den vide jord
skal se vor Guds frelse.

Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.7-8a.10

R. Kundgør Herrens undere for alle folkeslag.

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden!
Syng for Herren, pris hans navn.

Forkynd hans frelse dag efter dag!
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag!

Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
Vis Herrens navn ære.

Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.

2. læsning 1 Kor 1, 18-25

For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet:

De vises visdom vil jeg ødelægge,
de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.

Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

Akklamation til Evangeliet Mark 1,17

Halleluja!
Så siger Herren:
Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer
til menneskefiskere.

Evangelium Mark 1,14-20

Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

Ny messetid for Skt. Thøger´s kirke.

Messetiden er fra januar kl.14 på 1. og 3. søndage i måneden.

Liturgi på d. 2., 4., og evt. 5. søndage , samme tid kl.14.

Trosundervisningen sker efter messen og kirkekaffen, 1. og 3. weekend.

Forandringen sker fordi der nu er bare to præster i Aalborg sogn, ikke længere tre.

Dog den 3. weekend i januar, kl. 14 på LØRDAG d. 19. januar istedetfor, pga. Sognepræsten p. Jude´s ferie.

 

Cdl. Sarah: power of silence

“It is the path that enables human beings to go to God”

ROME (ChurchMilitant.com) – Cardinal Robert Sarah, the Vatican’s chief liturgist, is seeking to restore a sense of the sacred in public worship by first restoring a sense of silence in the hearts of the faithful.

In a recent interview with the French paper La Nef, Cdl. Sarah, focused on silence as the key to understanding lay participation at Mass and how it’s been replaced by banal noise. “Under the pretext of making access to God easy,” he commented, “some wanted everything in the liturgy to be immediately intelligible, rational, horizontal and human. But in acting that way, we run the risk of reducing the sacred mystery to good feelings.”

The prefect of the Congregation for Divine Worship asked pastors if they were “afraid that silence … might disconcert the faithful” or if they thought “the Holy Spirit is incapable of opening hearts.”

More