29. rød. LANGFREDAG

Langfredag
Helgener:
Faste og abstinensdag.
Kollekt for Det Hellige Land.

Der er Korsets hyldning kl. 15 fredag den 29. Marts A.D.MMXXIV.

1. læsning Es 52, 13 – 53,12

Se, min tjener får lykken med sig,
han knejser, han ophøjes og løftes højt.
Som mange gyste over ham
– så umenneskeligt ussel så han ud,
så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –
sådan hensætter han mange folk i forundring,
over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
og det, de ikke har hørt, indser det.

Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.
Fra fængsel og dom blev han taget bort.
Hvem tænkte på hans slægt,
da han blev revet bort fra de levendes land?
For mit folks synd blev han ramt.
Man gav ham grav blandt forbrydere
og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret,
der fandtes ikke svig i hans mund.

Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer,
ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder.

Derfor giver jeg ham del med de store,
med de mægtige deler han bytte,
fordi han hengav sit liv til døden
og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd
og trådte i stedet for syndere.

Vekselsang Sl 31,2&6.12-13.15-16.17&25

R. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!
I dine hænder betror jeg min ånd,
du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.

Jeg bliver spottet af alle mine fjender,
selv af mine naboer.
Mine venner er bange for mig,
de, der ser mig på gaden, flygter for mig.
Jeg er slettet af erindringen, som var jeg død,
jeg er blevet som et kar, der kastes bort.

Men jeg stoler på dig, Herre,
jeg siger: Du er min Gud.
Mit livsløb er i din hånd,
red mig fra mine fjender og forfølgere!

Lad dit ansigt lyse over din tjener,
frels mig i din trofasthed!
Vær stærke, fat mod,
alle I som venter på Herren!

2. læsning Hebr 4,14-16; 5,7-6

Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.

Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

Kristus blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne.

Evangelium Joh 18,1-19,42

E. VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSESHISTORIE IFØLGE EVANGELISTEN JOHANNES.

E. Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte:
†. »Hvem leder I efter?«
F. »Jesus fra Nazaret,«
E. svarede de. Han sagde til dem:
†. »Det er mig.«
E. Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem. Da Jesus sagde:
†. »Det er mig,«
E. veg de tilbage og faldt om på jorden. Han spurgte dem så igen:
†. »Hvem leder I efter?«
F. »Jesus fra Nazaret,«
E. svarede de. Jesus sagde til dem:
†. »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.«
E. For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.« Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter:
†. »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?«

E. Vagtstyrken og officeren og jødernes tempelvagter anholdt nu Jesus og bandt ham; de førte ham først til Annas, for han var svigerfar til Kajfas, der var ypperstepræst det år. Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket.

Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus, men Peter blev stående udenfor ved porten. Den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik ud og talte med pigen, der holdt vagt ved porten, og fik Peter med ind.Tjenestepigen, der holdt vagt ved porten, sagde til Peter: A. »Er du ikke også en af den mands disciple?«
A. »Nej, jeg er ikke,«
E. svarede han.Tjenerne og tempelvagterne havde tændt et bål af trækul, fordi det var koldt, og stod og varmede sig. Også Peter stod og varmede sig sammen med dem.

Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære.Jesus svarede ham:
†. »Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.«
E. Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham:
A. »Er det en måde at svare ypperstepræsten på?«
E.Jesus svarede:
†. »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«
E. Annas sendte ham så bundet til ypperstepræsten Kajfas.

I mens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham:
F. »Er du ikke også en af hans disciple?«
E. Han nægtede det og sagde:
A. »Nej, jeg er ikke.«
E. Så sagde en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af:
A. »Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?«
E. Atter nægtede Peter, og i det samme galede hanen.

De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid. Pilatus gik ud til dem og sagde:
A. »Hvilken anklage fremfører I mod denne mand?«
E. De svarede:
F. »Havde han ikke været forbryder, ville vi ikke have udleveret ham til dig.«
E. Pilatus sagde til dem:
A. »Så tag I ham og døm ham efter jeres lov.«
E. Jøderne sagde:
F. »Vi har ikke ret til at henrette nogen.«
E. For sådan skulle Jesu ord gå i opfyldelse, det ord, han sagde, da han betegnede, hvordan han skulle dø.

Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham:
A. »Er du jødernes konge?«
E. Jesus svarede:
†. »Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?«
E. Pilatus svarede:
A. »Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?«
E. Jesus svarede:
†. »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«
E. Pilatus sagde til ham:
A. »Så er du altså konge?«
E. Jesus svarede:
†. »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.«
E. Pilatus sagde til ham:
A. »Hvad er sandhed?«

E. Da han havde sagt det, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem:
A. »Jeg finder ham ikke skyldig. Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
E. De råbte tilbage:
F. »Ikke ham, men Barabbas!«
E. Barabbas var en røver.

Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham,stillede sig foran ham og sagde:
F. »Hil dig, jødernes konge!«
E. og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem:
A. »Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.«
E. Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem:
A. »Se, her er manden!«
E. Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de:
F. »Korsfæst ham, korsfæst ham!«
E. Pilatus sagde til dem:
A. »Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.«
E. Jøderne svarede:
F. »Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.«

E. Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange, og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus:
A. »Hvor er du fra?«
E. Men Jesus gav ham intet svar. Pilatus sagde så til ham:
A. »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?«
E. Jesus svarede ham:
†. »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.«
E.  Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne råbte:
F. »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.«

E. Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne:
A. »Her er jeres konge!«
F. Da råbte de:
E. »Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!«
E. Pilatus sagde til dem:
A. »Skal jeg korsfæste jeres konge?«
Ypperstepræsterne svarede:
F. »Vi har ingen anden konge end kejseren.«
E. Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet.

Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus:
F. »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.«
E. Pilatus svarede:
A. »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

E. Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden:
F. »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.«
E. For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse:
De delte mine klæder mellem sig,
de kastede lod om min klædning.
Det gjorde soldaterne altså.

Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor:
†. »Kvinde, dér er din søn.«
E. Derpå sagde han til disciplen:
†. »Dér er din mor.«
E. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han:
†. »Jeg tørster.«
E. Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han:
†. »Det er fuldbragt.«
E. Og han bøjede hovedet og opgav ånden.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

E. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned.Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.«Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.