1. læsning Mal 3,1-4
Se, jeg sender min engel,
han skal bane vejen for mig.
Herren, som I søger,
kommer med ét til sit tempel,
pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
siger Hærskarers Herre.
Hvem kan udholde den dag, han kommer?
Hvem kan bestå, når han viser sig?
Han er som ilden i smelteovnen,
som den lud, man bruger til blegning.
Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år.
Nu kommer jeg til jer og holder dom,
jeg træder snart frem som vidne
mod troldmænd og horkarle,
mod dem, der sværger falsk,
mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,
og dem, der afviser den fremmede,
enken og den faderløse.
Men mig frygter de ikke,
siger Hærskarers Herre.
Vekselsang Sl 24,7.8.9.10
R. Herren, hærskarernes Herre han er ærens Konge!
Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.
Hvem er ærens konge?
Det er Herren, stærk og vældig,
Herren, vældig i krig.
Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.
Hvem er han, ærens konge?
Hærskarers Herre,
han er ærens konge!
2. læsning Hebr 2, 14-18
Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.
Akklamation til Evangeliet Luk 2,32
Halleluja!
Et lys, som skal åbenbares for hedningerne,
og en herlighed for dit folk, Israel.
Evangelium Luk 2,22-40 eller 2,22-32
Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.*
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Sankt Thøgers Kirke, Romersk-Katolsk Kirke, Thisted 